Leserbrev nr 10
Brev til,redaksjonen
«Jeg er en mann i slutten av 40-årene, mellomleder i det private næringsliv, som på grunn av min jobb reiser mye internasjonalt. Jeg har lagt merke til at menn i min alder kler seg mye stiligere i Italia og England og Spania enn norske menn. Jeg legger merke til at de går i frakker, bruker stilige hatter og at de også bruker eksklusive sko. For ikke å snakke om dressene og skjortene og silketørkler. Hva er det som gjør at vi nordmenn er så redde for å kle oss bra, når vi også har penger til slikt? Jeg ser at mine kolleger bruker en formue på allværsjakker, men at de aldri bruker penger på skikkelige sko. Har du synspunkter på dette som kan forklare hvorfor vi nordmenn i utlandet opptrer som ukultiverte folk som kommer rett fra villmarken?»
Hilsen irritert mellomleder fra Bekkestua(42)
Svar:
Du har helt rett. I Norge har vi ikke tradisjoner for å være velkledd. Vi er en nasjon av slubberter som mener at estetikk og hvordan vi fremtrer foran andre, er en form for svakhet eller idioti. Den eneste form for estetikk nordmenn kan tillate seg, er rette skispor og allværsjakker.
I Norge er en uvasket bil eller fritidsbekledning et signal om en aktiv livsstil, at man så og si kommer rett fra fjøset eller skogen. Sånn skal det være i Norge. I andre land er det utenkelig å opptre på denne måten, så Norge er på mange måten unntaket fra regelen om at man gjerne vil opptre med en viss orden og verdighet i offentligheten. I Norge er en stor og uvasket SUV en effektiv statusmarkør, mens en dress med godt snitt utgjør den samme statusmarkør i Milano.
Nordmenn har også noen sære holdninger til hatter og frakker. Jeg kjenner mange menn som aldri verden vil bli sett iført en frakk eller en Borsalino. Fordi de har fått det for seg at det bare er bestefar på 80 år som går kledt slik. Redselen for å være voksen i klesveien sitter i ryggmargen hos norske menn, som heller desperat prøver å kle seg som 20-åringer enn å kle seg som en på 52 år(skilt, litt overvektig, fra Vinderen).
Det er helt greit for meg at folk kler seg i hva som helst, privat. Når man er i utlandet, på jobb, bør man kle seg etter internasjonale kleskoder, er min påstand. Slik at man ikke risikerer å bli vurdert som nordmann, på heisatur i utlandet. Det er særlige dårlige og billige sko som hvor som helst i verden vitner om at det er en nordmann som sitter på en bar og drikker kanarivin til hummeren.
Man skal ikke gå lenger enn til Sverige før man finner en kultur for bekledning som er likeverdig britisk kultur for klær og sko i næringslivet. Her i wien,hvor jeg for tiden holder til, er det en selvfølge for nokså mange menn i min alder at man tar på seg hatt og frakk når man går til butikken eller er på vei til kontoret. En kultur jeg setter stor pris på. Enkelte bruker også silkeskjerf, en flott vane jeg ennå ikke har startet med. Jeg er ikke sikker på om jeg er typen til slikt, men det er elegant. Det skal de ha, advokatene og legene som flanerer her i strøket.
Generelt tror jeg det vil ta tusenvis av år før vi får en viss form for kultur i Norge. Selv om vi er en rik nasjon, har vi ikkeråd til å ha et godt symfoniorkester i Oslo. Vi har ikke råd til å sende norske strykekvartetter på internasjonale turer. Sånne ting. Så vi får vel bare akseptere at vi nordmenn, vurdert med internasjonale øyne, opptrer som vi kommer rett fra fjøset eller de store skoger, og at vi er stolte av dette inntrykket. Jeg vil kalle dette for idioti, men andre vil kalle det for norskhet. Jeg vet ikke hva som er verst.
Vedlagt følger er kjent dikt av welhaven
«Republikanerne» er et dikt fra 1832 skrevet av Johan Sebastian Welhaven. Det er et av Welhavens mest kjente dikt, og inneholder den kjente og ofte siterte avslutningsstrofen «De hadde champagne, men rørte den ei.».
Handling
Diktet behandler den politiske situasjonen umiddelbart etter slaget ved Ostrołęka, der russerne knuste det polske opprøret. Handlingen utspiller seg på en kafé i Paris, hyppig besøkt av de unge, revolusjonære studentene.
En av disse reiser seg for å holde en flammende tale om det polske opprøret da en ukjent mann reiser seg og minner om slaget ved Ostrolenka, der han var med. Hans bitterhet demper de unge idealistene, som til slutt lar champagnen stå urørt på bordet.
Tolkning
En vanlig tolkning av diktet er at det er ment som et angrep på Henrik Wergeland og hans krets, og at den bitre soldaten er et bilde på Welhaven selv. Det har ellers vært sett som en generell kritikk av idealister og deres manglende virkelighetssans.
Ved å sammenligne Welhavens dikt med Wergelands dikt Det befriede Europa 1831 får man ytterligere grunnlag for en diskusjon om form og innhold.
Teksten
Welhaven utga diktet i bokform i 1839.[1] I opprinnelige språkdrakt:
- Republikanerne
- Ved Barrière de la Santé
- ligger en ydmyg liden Kaffee.
- En gammeldags Stue er al dens Plads,
- der er ei Forgyldning, der bruges ei Gas.
- Den har en Søgning, der sjelden brister,
- af Etudianter og smaa Artister;
- og kommer ei disse, da eier den dog
- en stillere Gjæst i sin dunkle Krog.
- Der vandrer omkring i den straalende Stad
- en skibbruden Flok, der aldrig er glad;
- der møder dem Ingen med Smil eller Nik,
- de færdes i Sværmen med slukkede Blik.
- Pauvres honteux! De søge et Hjem;
- en ringe Kaffee er det bedste for dem.
- Nu er det Midnat, der sidder en Gjæst
- endnu ved sit Bord med en Sukkervandsrest.
- Hans Ansigt er falmet, hans Dragt er grov,
- hans Linned er reent, og hans Hænder er smukke
- han støtter sit Hoved, som om han sov —
- der er saa tyst; man kan høre ham sukke.
- Dog, mens han sidder i dette Ly,
- aabner man Døren med Bulder og Gny;
- det er en Skare af Ungersvende
- med stærke Moustacher, med Øine, der brænde.
- De fløite og nynne en smuk Melodi,
- en Sang af den Stumme fra Portici.
- Nourrit har iaften fra Scenen vakt
- de fyrige Toners koglende Magt;
- de rulle den jublende Flok gjennem Blodet,
- nu har den igjen Republiken i Ho’det.
- De sætte sig matte; men atter fra Stolen
- springer der En og bestiger et Bord,
- han siger med rungende, vingede Ord:
- ”Forsamling giv Agt, jeg vil tale om Polen!”
- Det var en Tale som flammende Krudt;
- o, der blev stormet og spiddet og skudt.
- De Franskes Konge og Raad og Kammer
- gik op med Kreml i de samme Flammer;
- men frem af de kolde russiske Grave
- steg atter en Hær af Napoleons Brave;
- de kæmpede med, de rystede Jorden
- med Faner som Storm, med Ørne som Torden.
- Paa Warschaus Mure stod atter Fama
- og læste for Verden et fransk Proklama,
- at nu var Historiens sidste Knude
- løsnet for evigt, og Stykket ude.
- Den frie Mand og den frie Kvinde
- blev proklameret i alle Vinde;
- Europas Kongres forsamled sig bedst
- i Polens Skjød mellem Øst og Vest,
- i Warschau reistes Kongressens Salon,
- og dertil en Støtte for Saint Simon.
- Da jublede Flokken, og atter det lød:
- ”Champagne, Garçon, paa Tyrannernes Død!”
- Men just da de løste den skummende Drik
- saae de en Fremmed med studsende Blik;
- thi Proppen fløi mod den selsomme Mand,
- der sad i en Krog med sit Sukkervand.
- „Drik,“ raabte de Alle, „Champagnen er god,
- vort Bæger er helligt; drik, har Du Mod!“
- ”Jeg drikker ei Viin, om stærk eller mild;
- dens Sødme er vammel, jeg hader dens Ild.
- Jeg sidder med Gru paa mit Livs Ruin,
- mit Bæger er tømt; jeg drikker ei Viin.”
- Da blev der et Gny; de kaldte ham Træl;
- de raabte paa Skjændsel, paa Hevn og Duel.
- Han viste sit Bryst — hvor det var skrammet,
- af streifende Kugler, af Klinger rammet! —
- ”I Daarer; det er Ostrolenkas Merke.
- Har I vel fattet, hvor det kan værke?
- Der er ingen Lise for denne Kval;
- den kan ikke blunde for Sladder og Pral.
- Der er ingen Gjæk saa vindig og svag,
- han sminker sig jo med mit dybeste Nag,
- min hedeste Bøn, mit eneste Gode,
- er kommen paa lallende Tunger i Mode. —
- Tilside Drenge, giver mig Rum!
- Himlen har Stjerner, Natten er stum.”
- De saa paa hverandre. Han vandred sin Vei.
- De havde Champagne, men rørte den ei.
Kommentarer
Legg inn en kommentar